Sems Have er navnet

21.11.2012

Det nye navn til det tidligere Ungdommens Hus i Roskilde er fundet. Navnet blev Sems Have.

Boligselskabet Sjælland opfører 30 familieboliger i det tidligere Ungdommen Hus i Roskilde. I oktober udskrev selskabet en navnekonkurrence. Nu har dommerkomiteen fundet det nye navn.

Vinderforslaget er Sems Have. Forslaget er indsendt af Hans Werner Morell.

Et af kriterierne var, at navnet skulle have relation til området eller Roskilde generelt. Og det har navnet.

30nye _400Thomas Roslyng Olesen, museumsinspektør ved Roskilde Museum, som også sad i dommerkomiteen fortæller om navnet:

- Tilbage i 1674 optræder Sems Mark for første gang på Resens kort over Roskilde fra 1674. I 1688 beskrives området som et fugtigt, vandfyldt markområde ejet af Duebrødre Kloster.

Historien bag navnet ”Store Sems Mark” eller bare ”Sems Mark” er temmelig usikker. Det er sandsynligvis en sproglig rest fra en landsby ”Sæhem”, ”Sæm” eller ”Sem”, der kan have ligget sydvest for Domkirken.

Navnet er sammensat af Sæ (sø) og hem (beboelse/bygd). Søen der henvises til er Roskilde Fjord. Det betyder altså noget i stil med ”bebyggelsen ved søen/havet”. Andre byer ved Roskilde Fjord har lignende navne (eksempelvis Sæby).
Sømme Herred (Semaherathi), der omgiver Roskilde, kan være opkaldt efter denne bebyggelse, som man dog ikke har fundet arkæologiske spor efter.

/MLY



Tilbage til nyhedsoversigt
 
Henvendelse omkring denne side: Digital redaktør
Sidst opdateret: 21. november 2012