nothing

Fakta om skimmelsvampesager
Boligselskabet Sjælland tager bekæmpelse af skimmelsvamp meget alvorligt – og har specialister ansat til at håndtere sagerne.


Sådan handler vi
Kontakter en beboer Boligselskabet Sjælland på grund af mistanke om skimmelsvamp i boligen, bliver beboeren først spurgt, om personen lufter regelmæssigt ud, om det angrebne område er forsøgt renset med Rodalon, og om der er en god ventilation i boligen.


Hvis disse ting ikke har hjulpet, sender vi en syns- eller driftsmedarbejderud til beboeren. Her laver medarbejderen en tilstandsvurdering.
 
Specialisterne i Byg & Anlæg gennemgår den foreløbige tilstandsvurderingen og vurderer, om der skal sendes en tekniker ud for at foretage flere undersøgelser og prøver, eller om der straks skal sendes et afrensningsteam ud for at fjerne den konstaterede skimmelsvamp. Lejeren bliver kontaktet for at aftale det videre forløb.
 
Skimmelsvampesager behandles hurtigst muligt, hvilket betyder, at beboerne i de fleste tilfælde kan blive boende, mens svampeafrensningsteamet renser det angrebne område. Kan skimmelsvampen ikke fjernes uden, at beboeren skal flytte ud, bliver beboeren genhuset med det samme.


Ved genhusning
Beboeren tilbydes en erstatningsbolig, mens den oprindelige bolig renoveres. Beboeren er selv med til at bestemme løsningen ud fra beboerens behov (privat genhusning, vandrerhjem, hotelværelse eller lign.).

Når arbejdet er afsluttet, og der er taget de afsluttende prøver, kan beboeren flytte tilbage til lejemålet.

Uanset om udbedring af skimmelsvamp har medført genhusning eller ej, sender vi nu et brev til beboeren med instruktion om den korrekte brug af bolig, samt en anvisning på den rigtige temperatur og udluftning.
 
Arbejdet i boligen
Udbedringer af lejemålet sker således:
• der foretages en afdækning/udflytning af inventar i de berørte rum
• der foretages evt. nødvendig afskærmning med støvvægge
• der opsættes det nødvendige udstyr til begrænsning af spredning af svampesporer i
   lejemålet
 
Nedrivning og bortskaffelse af svampeinficerede bygningsdele foregår, så der ikke opstår spredning af sporer på vej ud af lejemålet (emballeres i tæt plast). Svampefirmaet, der er med i svampeafrensningsteamet, skal vurdere, om møbler og inventar i de forurenede rum skal afrenses, hvilket undersøges ved at tage prøver på møblerne.
 
Er årsagen til svampeangrebet rørskader, vandindtrængning fra tag, væg eller fundament eller utætte fuger og afløb i badeværelset, bliver det straks udbedret, og der foretages den nødvendige udtørring af de opfugtede bygningsdele.
 
Er årsagen indeklimaproblemer, bliver det undersøgt, hvad årsagen er til problemerne. Det kan være manglende ventilationsmuligheder i lejemålet, ventilationsanlægget er ude af drift, stoppet i kanalerne eller at beboeren har lukket for ventilerne. Skyldes problemerne manglende ventilation, undersøger specialisterne hvordan der kan skabes mere ventilation i lejemålet.


Enkelte sager giver store gener for beboeren
Erfaring, viden og målinger gør Boligselskabet Sjælland er i stand til at håndtere rigtig mange sager uden store gener for beboerne. Desværre er virkeligheden dog, at man ikke ud fra en måling kan udelukke, om der er skimmelsvamp i en lejlighed. Det betyder at enkelte sager medfører, at beboeren må genhuses ad flere omgange efterhånden, som vi får revet flere og flere dele af boligen ned, og udført målinger. Vi kan selvsagt ikke rive hele boligen ned med mindre vi har mistanke om at det er galt i hele boligen. Vi river de steder ned, hvor vores specialister har mistanke om, at der kan være problemer. I næsten alle sager finder de det hele med det samme.
I nogle tilfælde viser problemerne sig kun, når skimmelallergikere kommer ind i lejemålet. Selvfølgelig kan synlig skimmelsvamp ses af alle. Samtidig kan der sagtens have boet en lejer i et lejemål i 20 år, som ikke har problemer, og når der så flytter en skimmelallergiker ind, kan selv meget små mængder af skimmelsvamp udløse en reaktion.